Prismodtagerne fortæller

I disse 4 små film kan du høre prismodtagerne selv fortælle om det arbejde, der gjorde at de fik en af årets priser, der blev uddelt ved Frivilligfesten den 27. september.

Frivillighedsfesten løber af stablen om efteråret, og er tænkt som et klap på skulderen til de mange frivillige i Rudersdal, der gør et stort stykke arbejde. Udover at være en anerkendelse er arrangementet også tænkt som en netværksmulighed. Ved festen uddeles Frivilligprisen, Kulturprisen, Talentprisen og Ungdomslederprisen af Kommunalbestyrelsen. Borgmesteren inviterer prismodtagerne op på scenen, hvor han holder en tale for dem og overrækker priserne og blomster. 

I år blev der vist nogle små film, hvor prismodtagerne selv fortæller, blandt andet hvad det er, de laver og hvorfor.

Se dem her:

Se videoen

Anne Sofie Kvist fortæller om sit engagement i RuBA

Anne Sofie Kvist, er grundlægger og chefinstruktør i Rudersdal BevægelsesAkademi (RuBA). Hun modtog Ungdomslederprisen 2019 for sit engagement i foreningen. I indstillingen lød det bl.a.:

"Det er nemt at finde begrundelse for at indstille Anne Sofie til Ungdomslederprisen, for sjældent møder man et så stort og dedikeret engagement, der brænder for de unges ve og vel. Dit frivillige engagement startede i 2007 som studerende og senere med et fuldtidsjob som fysioterapeut ved siden af foreningens arbejde. I mange år har du selv undervist frivilligt og med en ægte ildsjæls vision, glæde og energi og lagt tusindvis af timer i at forme og udvikle foreningens virke."

Se video

Erik Lindgreen fortæller om sit arbejde med Birkerød Torvedage

Kulturprisen gik i 2019 til Erik Lindgreen, der er tidligere formand for Birkerød Torvedage. Man kunne bl.a. læse i indstillingen:

"Erik holder dampen oppe – også når der er modgang. Han kommer problemer i forkøbet ved at turde berøre dem på en konstruktiv måde, og det er der stor respekt for i hans bagland. Fx da SuperBrugsen lukkede, fik han hurtigt vendt et problem til en mulighed. Erik skaber sammenhold med sin begejstring og positive væremåde - og ikke mindst sin gode humor."

Se videoen

Talentprismodtager Ulrik Nissen Feldt om musik, fremtidsdrømme og forbilleder

Talentprisen for 2019 tildeles inden for kategorien Kunst og kultur. Den gik til en tidligere elev fra Rudersdal Musikskole, Ulrik Nissen Feldt. I borgmesterens tale lød det bl.a.:

"Din lærer, Thomas Larsen, beskriver dig som en højt begavet ung musiker på 16 år, og som et markant talent inden for disciplinen solo-jazzguitar – en musikalsk retning, som ret få guitartalenter vælger. Din nuværende kunnen rummer løfter om en professionel karriere på instrumentet, siger Thomas."

Marcus Omel Højlund modtog Frivilligprisen 2019 for sit arbejde med værestedet Loftet

Frivilligprisen gik i år til en særlig ildsjæl, som har gjort en kæmpe indsat for skabe et socialt samlingssted for gymnasieelever og unge over 15 år, nemlig Markus Omel Højlund.

Markus Omel Højlund er initiativtager til og drivkraften bag projekt ”Loftet” i Nærum - en ungdomscafé skabt og styret af frivillige gymnasieelever fra Nærum Gymnasium. Her kan de unge mødes, tale om løst og fast, høre musik, spille pool, bordfodbold og kortspil i hyggelige rammer. I borgmesterens tale lød det bl.a.:

Din indsats vidner om en viljestyrke, vedholdenhed og entusiasme udover det sædvanlige. Du er i dit arbejde med få skabt ”Loftet” en rollemodel og et forbillede for andre unge. En velfortjent pris, der anerkender dig for din store frivillige indsat med at få skabt et betydningsfuldt samlingssted, der øger fællesskabsfølelsen og trivslen blandt unge i Rudersdal."