Lær at bruge frivilligjobportalen

Brug for frivillige? Kom til workshop og lær, hvordan man kan bruge Rudersdal Kommunes frivilligportal til at rekruttere nye frivillige og få gode tips med på vejen.

Brug for frivillige hænder? Så er der gode muligheder for at styrke rekrutteringen til foreninger, netværksgrupper og institutioner med Rudersdal Frivilligjobportal.

I Rudersdal Kommunes portal for frivilligt arbejde, kan du se alle opslåede frivilligjobs i Rudersdal og kontakte de frivillige foreninger, organisationer og kommunale institutioner, der har din interesse. Frivilligportalen er desuden der, du finder vej til at oprette et opslag, hvis du søger frivillige.

På workshoppen lærer du at bruge portalen til at rekruttere nye frivillige. Du får viden om, hvad der motiverer mennesker
til at blive frivillige og hvilke typer frivillige job, der er mest populære. Vi kigger også på, hvordan man laver et godt opslag.

Tag et jobopslag med, så får du sparring på formulering af opslaget og hjælp til at lægge det op.

Workshoppen afholdes tirsdag den 19. november kl. 14-16 i Frivilligcenter Rudersdal, der ligger i Storm P.-området.

Medbring gerne egen pc eller tablet. Det koster ikke noget at deltage, men det kræver en tilmelding senest den 14. november til info@frivilligcentret.dk eller på tlf. 45 89 00 56.