Kulturelle tilskud for 2020 fordelt

Kultur- og Fritidsudvalget i Rudersdal Kommune har netop vedtaget fordelingen af tilskud til kulturelle foreninger og arrangementer for 2020. I alt er 683.700 kr. blevet tildelt foreninger og kulturaktører.

Igen i år har kulturområdet i Rudersdal Kommune modtaget en række forskelligartede ansøgninger til de såkaldte kulturelle tilskud, der er øremærket kulturfremmende initiativer. På deres møde onsdag bevilligede Kultur- og Fritidsudvalget således i alt 683.700 kr..

”De kulturelle tilskud kan gives til driftstilskud, tilskud til enkeltaktiviteter samt til formål med særlige satsninger. Ved enkeltaktiviteterne har der igen i år været en god blanding af nye og tidligere ansøgere, som Rudersdal Big Band, der i 2020 kan fejre 25-års jubilæum,” fortæller formand for Kultur- og Fritidsudvalget Kristine Thrane. Foreningen får i den anledning et tilskud til at afholde en jubilæumskoncert på Kulturcenter Mantzius.

Blandt de nye ansøgere finder vi også et andet musikalsk indslag: Firklang - Rudersdal Amatørsymfoniorkester, har fået tilskud til at afholde to koncerter til næste år. Også Kulnaturforeningen i Skodsborg får tilskud til fem arrangementer med fællesspisning, urtevandring og kulturelle indslag i Jægersborg Hegn under overskriften 'Vild mad, fællesspisning og kulturelle oplevelser'.

Særlige satsninger

Under særlige satsninger er der bl.a. afsat 3 gange 20.000 kr. til større kulturelle indsatser og projekter.

  • Der er afsat 20.000 kr. til en større festival i Rudersdal, hvor der i 2020 afholdes en inspirationsworkshop for paraplyorganisationer, foreninger, borgere, netværk m.fl.. for at finde ud af, hvad der kunne være interessant og behov for at igangsætte for borgerne i Rudersdal.
  • Dertil er 20.000 kr. afsat til aktiviteter og indsatser i samarbejder på tværs af kommunens fagområder, hvor kunst og kultur kan fungere som løftestang for mental sundhed, enten med forebyggelse eller rehabilitering som indsats.
  • Og endelig blev der afsat 20.000 kr. til kulturelle aktiviteter, som er med til at fremme FN's verdensmål. Midlerne er målrettet borgernes selvstændige initiativer og kan søges af alle.

Liv og traditioner i lokalområderne

Kultur- og Fritidsudvalget har gennem en længere årrække dedikeret penge til projekter, der er med til at generere mere liv og fastholde traditioner i lokalområder og bymidter/byrum. Derfor afsættes der 25.000 kr. til formålet i 2020. Også kulturfestivalen Golden Days og Nærum Kulturdag tilgodeses med henholdsvis 25.000 og 20.000 kr. 

Som de senere år er der også mulighed for at søge kulturelle tilskud løbende, nemlig via ‘tilskud til nye, mindre projekter’. Midlerne er målrettet borgernes selvstændige initiativer og åbner mulighed for at afprøve nye, innovative tiltag og der opfordres til at ansøge.

Se den komplette fordeling af tilskud her:

Bevilligede tilskud​