Åbent reparationsværksted i Vedbæk

Tirsdag den 3. december åbner et helt nyt frivilligt reparationsværksted i Vedbæk, hvor man kvit og frit kan komme og få hjælp til at reparere ting i stedet for at smide dem væk

Har du noget, som du gerne vil reparere? Eller noget nyt, som du gerne vil lave af genbrugsmaterialer?

Så er der hjælp at hente i Reparationsværkstedet, som er et helt nyt frivilligt socialt og bæredygtigt fællesskab, hvor du kan komme og fikse ting, du ellers ville have smidt ud.

Frivillige åbner værkstedet

De første tre frivillige er klar til at åbne det nye værksted.  De har alle hænderne godt skruet på og erfaring med at arbejde med træ, metal og elektronik – også computere. De stiller deres viden til rådighed i værkstedet. Men det kan også være, at du selv kan hjælpe andre med at fikse deres ting.

"Vi vil gøre det nemt at reparere alt fra lamper og legetøj til haveredskaber og husholdningsmaskiner. Vi smider alt for meget væk, og det er skidt for både klimaet og miljøet. I værkstedet kan vi hjælpe hinanden med at give produkter længere levetid," siger Niels P. Sønderskov, som er en af de tre igangsættere.

Per Mikkelsen fra Vedbæk supplerer:
"I værkstedet deler vi også viden om håndværk og reservedele. Mange gamle håndværkerdyder er ved at gå i glemmebogen, og det er ærgerligt. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med andre og lære noget nyt, så vi bliver bedre til at fikse de ting, der er gået i stykker," siger han.

Ulrik Støckel tager turen fra Birkerød for at være med til at starte det nye fællesskab.
"Der er så mange, som snakker om klima og miljø og bæredygtigt liv uden, at der sker noget. Nu gør vi noget. Og så håber vi, at det griber om sig, så vi kan reducere affald og gøre op med smid-væk-og-køb-nyt mentaliteten i praksis," siger han.

Brugbart elektronisk skrot

Reparationsværkstedet er åbnet med inspiration fra Repair Café Danmark og i samarbejde med Frivilligcenter Rudersdal og Bakkehuset.

"Det er en stor fornøjelse at hjælpe nye frivillige aktiviteter i gang. Vi håber, at reparationsværkstedet vokser sig stort og stærkt, så flere får lyst til at være med i den grønne omstilling. På sigt vil det være godt at starte værksteder op i alle lokalområder i Rudersdal," siger centerleder Lisbeth Eckhardt-Hansen, Frivilligcentret.

Tid og sted

Værkstedet holder åbent tirsdage kl. 10–14

Der er lukket i alle skoleferier.

Sted: Bakkehuset, Vedbæk Strandvej 373, Vedbæk

Ny forskning fra Syddansk Universitet viser, at der er god brug for at sætte skub i reparationsværksteder. Under én procent af de elektroniske produkter, der blev kasseret i 2018 blev genbrugt eller repareret. Det står i skarp kontrast til at hver fjerde af de produkter, der bliver afleveret på genbrugspladserne stadig virker, og at halvdelen af de øvrige produkter virker med mindre problemer eller kan repareres.

Værktøj og maskiner 

Værkstedet etableres i Bakkehuset, som lægger hus og lokaler til. Her kan man fikse det meste indenfor træ, metal og elektronik.

Der masser af håndværktøj. Der er også større maskiner, som man skal have kørekort for at betjene. Værkstedet er godt udstyret med rundsav, høvlebænke, drejebænke og meget andet.

"Vi lægger naturligvis vægt på sikkerheden, så derfor sørger vi også for at give oplæring i sikkerhed og betjening af de store maskiner, inden man får kørekort til at bruge dem på egen hånd," siger Jens Broch, som er frivillig værkstedsbestyrer i Bakkehuset og klar til at tage imod nye frivillige og nye gæster i værkstedet.

Man medbringer selv eventuelle reservedele. Men man kan naturligvis få hjælp til at afgøre, hvilke reservedele man skal købe i reparationsværkstedet.